SAMOJEDEN

Generelt om racen [retur til top]

Samojeden er intelligent, venskabelig, munter og imødekommende. Samojeden er alsidig i dens egenskaber, som trækhund, lydighedshund, algilityhund, udstillingshund og fremfor alt familiehund. Den elsker både børn og voksne.

Samojeden er en mellemstor hund. Tæver ca. 53 cm høje og vægt ca. 20 kg. Hanner ca. 57 cm høje og vægt ca. 26 kg.

Når man vælger en samojede skal man være klar over at der er pelspleje, men da det er en naturhund, skyr pelsen smuds. Bruger man ca. ½ time på børstning om ugen, har man altid en flot samojede. Selv efter en skovtur i øsende regnvejr, vil den når den tørrer, blive hvid igen.

Samojeden kræver motion, som enhver anden mellemstor hund.

De er rolige inde, hvor de elsker at ligge rundt om fødderne på en, men aktiv når man finder snoren frem.

Det er forholdsvis let at opdrage en samojede. En hvalp skal opdrages "bestemt" men med meget ros, og gerne godbidder. Er man for hård ved dem, knækker man deres psyke.

Man kan godt træne en samojede til at gå løs ved grønne områder, men jeg anbefaler aldrig at man gør det ved befærdet veje. Det perfekte for en samojede er en indhegnet have, da den elsker at kunne gå ud og ind at huset som det passer den.

Racens historie [retur til top]

Samojedhunden stammer fra det nordlige Rusland øst for Uralbjergene. De tilhørte nomadestammer, som brugte dem til at vogte deres rensdyr, og sommetider til trække deres slæder.

Hundene fik navn efter en stamme der hed samojederne. Den hund vi i dag kalder samojedhunden, kommer dog ikke med garanti fra det egentlige samojeddistrikt.

I Rusland kendes racen som Nenetsky hunde, efter Nentskyfolkene ved den arkiske cirkel mellem halvøen Kanin og floden Jenisej, men de russiske hunde er en del mindre en vores samojedhunde.

Nomadestammerne var meget primitive. De boede i telte, og de vandrede omkring fra sted til sted og søgte efter lav og mos, som rensdyrene skulle leve af.

Det var et hårdt liv, især om vinteren. Mennesker og hunde levede i nær kontakt med naturen. De udgjorde et sluttet samfund, og avlen blev i en lang periode ikke blandet med fremmede. Hundene gik ind og ud af teltene som de ville, og om natten sov de så nær deres herre som muligt.

Et andet instinkt der er nedarvet, er hyrdeinstinktet. I mange tilfælde vil løsgående samojedhunde, der møder f.eks. en flok får, ikke angribe dem, men samle dem og drive dem op i et hjørne.

En samjedhund er i høj grad individualist, med en uhåndgribelig personlig gnist. Den er bedst tilpas i nært samkvem med sine menneskevenner, og det er naturligt når man tænker på, at dens forfædre var medlemmer af nomadefamilierne i Sibirien.

Samojeden har også en stor tilpasningsevne hvad angår klimaet. Selv på en rigtig varm sommerdag, kan man se samojeder vise mindre ubehag end mange korthårede hunde.

Den er tålmodig og overbærende med mennesker, især børn, men samtidig vil den respekteres som et medlem af familien. Den er, ligesom andre spidshunde, for uafhængig til at underkaste sig for eksempel en politihunds disciplin.

Samojedhundens gode og travle hjerne udvikler sig bedst i hjemmet, hvor den ivrigt deltager i spilopper, glæder og sorger. Den har en udpræget evne til at lægge mærke til ord, og forbinde dem med de genstande de hører til. Den finder på mange kunster, såsom at sidde og tigge højtideligt, og at bringe sine mennesker, når de kommer hjem, en gensynsgave i form af en avis, en sko eller noget andet den kan få fat i.

De fleste synes at have en medfødt evne og lyst til at spille bold. De elsker at "arbejde" i haven, dvs. grave visne som friske blomster op.

I det hele taget skal man være opmærksom på, at de morsomme ting en hvalp gør, kan blive til stor irritation når den bliver voksen

De vil normalt gerne jage (ikke for en jæger, men for sig selv), men det varierer meget fra hund til hund.

De har en egen sans for retfærdighed: Hvis de føler sig dårligt behandlet, for eksempel ved at en spadseretur ikke er blevet til noget på det tidspunkt den skulle, eller de for en enkelt gangs skyld har måttet være alene hjemme i længere tid end normalt, finder de måske en eller anden ting frem, og straffer den eftertrykkeligt.

Samojeden er en mellemstor hund. Tæver ca. 53 cm høje og vægt ca. 20 kg. Hanner ca. 57 cm høje og vægt ca. 26 kg.

Når man vælger en samojede skal man være klar over at der er pelspleje, men da det er en naturhund, afskyr pelsen smuds. Bruger man ca. ½ time på børstning om ugen, har man altid en flot samojede. Selv efter en skovtur i øsende regnvejr, vil den når den tørrer, blive hvid igen.

Samojeden kræver motion, som enhver anden mellemstor hund.

De er rolige inde, hvor de elsker at ligge rundt om fødderne på en, men aktiv når man finder snoren frem.

Det er forholdsvis let at opdrage en samojede. En hvalp skal opdrages "bestemt" men med meget ros, og gerne godbidder. Er man for hård ved dem, knækker man deres psyke.

Samojedens sprog er meget veludviklet. Den kan pludre og snakke med mange lyde.

Samojedstandard [retur til top]

FCI NR. 212 AF 17. NOVEMBER 1997

OPRINDELSESLAND:
NORDLIGE RUSLAND & SIBIRIEN

PROTEKTION:
NKU

ANVENDELSE:
Slædehund, ledsagerhund.

KLASSIFIKATION:
FCI gruppe 5 (Spidshunde og racer af oprindelig type), Sektion 1.2 (Nordiske slædehunde). Uden brugsprøve.

HISTORIE:
Racen har sit navn efter Samojed-stammerne i det nordlige Rusland og Sibirien. I områdets sydlige egne blev hvide og sort/brun-brogede hunde brugt til at vogte rensdyr. I de nordlige egne var hundene rent hvide, havde et mildt temperament og blev brugt som jagt- og slæ- dehunde. Samojedhundene levede tæt sammen med deres ejere; de sov endda med i teltene og blev brugt som "varmedunke".

Den britiske zoolog Ernest Kilburn Scott tilbragte tre måneder hos Samojed-stammerne i 1889 og a han vendte hjem til England, medbragte han en brun hanhvalp ved navn "Sabarka". Senere importerede han en cremefarvet tæve kaldet "Whitey Petchora" fra vestsiden af Ural-bjergene og en snehvid han "Musti" fra Sibirien. Disse få hunde er - sammen med dem, der blev bragt hjem af forskningsekspeditionerne - grundlaget for racen i Vesten. Den første standard blev skrevet i England i 1909.

KLASSIFIKATION:
Middelstor og elegang, en hvid, arktisk spidshund. Dens fremtræden giver indtryk af styrke, udholdenhed, charme, smidighed, værdighed og selvtillid. Dens udtryk, det såkaldte "Samojed-smil", dannes ved en kombination af øjnenes form og placering og de let opadbuede mundvige. Kønspræget skal være klart markeret.

PROPORTIONER:
Kropslængden er ca. 5% større end skulderhøjden. Brystdybden er en smule mindre end den halve skulderhøjde. Næseparti og skalle har næsten samme længde.

TEMPERAMENT:
Venlig, åben, opmærksom og levende. Jagtinstinktet er ubetydeligt. Aldrig sky eller aggressiv. Racen er meget omgængelig og er ikke egnet som vagthund.

HOVED:
Kraftfuldt og kileformet.

SKALLEPARTI:
Set forfra og i profil kun let konveks. Bredest mellem ørene.

STOP:
Klart defineret, men ikke for fremtrædende. Pandefuren er kun let synlig.

NÆSE:
Veludviklet; foretrækkes sort. På visse tider af året kan den være afbleget (såkaldt "Vinternæse"), men der skal dog altid være mørkt pigment ved næserandene.

NÆSEPARTI:
Kragtigt og dybt, omtrent af længde som skallen, gradvis smallere mod næsen, hverken spinkelt eller groft og kvadratisk. Næseryggen er lige.

LÆBER:
Tæt sluttende, sorte og ret fyldige. Mundvigene er let buede og danner det karakteristiske "Samojed-smil".

TÆNDER, BID:
Regelmæssigt og komplet saksebid. Tænder og kæber er kraftige. Normalt tandsæt.

ØJNE:
Mørkebrune af farve, ret dybtliggende, placeret ret langt fra hinanden, noget skråtstillede og mandelformede. Udtrykket er "smilende", venligt, vågent og intelligent. Øjenrandene er sorte.

ØRER:
Opretstående, nærmest små, tykke og trekantede med let rundede spidser. De skal være bevægelige og højt ansatte; på grund af den brede skalle er de ansat godt langt fra hinanden.

HALS:
Kraftig og middellang, med en stolt holdning.

KROP:
Noget længere end skulderhøjden; dyb og kompakt, men smidig.

MANKE:
Tydelig markeret.

RYG:
Middellang, muskuløs og lige; hos tæver lidt længere end hos hanner.

LÆND:
Kort, men stærk og veldefineret.

KRYDS:
Fyldigt og stærkt, muskuløst og svagt faldende.

BRYST:
Bredt, dybt og langt, når næsten ned til albuerne. Godt hvælvede ribben.

UNDERLINIE:
Moderat optrukken bug.

HALE:
Ret højt ansat. Når hunden er opmærksom eller i bevægelse, bæres halen fremadbøjet fra roden hen over ryggen eller siden. I ro kan den bæres hengene og skal da nå haseleddet.

FORPART:
Velstillede og muskuløse forben med kraftig benstamme. Set forfra er de lige og pa-rallelle.

SKULDRE:
Lange, faste og skråtstillede.

OVERARM:
Skråtstillet; slutter tæt til kroppen. Omtrent af længde som skulderbladet.

ALBUER:
Slutter tæt til kroppen.

HÅNDROD:
Stærk, men smidig.

MELLEMHÅND:
Let skråtstillet.

FORPOTER:
Ovale, med lange, smidige tæer og rettet lige fremefter. Tæerne er hvælvede og ikke alt for tæt sluttede. Elastiske trædepuder.

BAGPART:
Set bagfra lige og parallelle bagben med meget kraftig muskulatur.

OVERLÅR:
Middellangt, temmelig bredt og muskuløst.

KNÆLED:
Velvinklet.

HASELED:
Ret lavt ansat og velvinklet.

MELLEMFOD:
Kort og stærk, lodret stillet. Parallelle haser.

BAGPOTER:
Som forpoterne. Vildtkløer bør være fjernet.

NB ! Fjernelse af vildtkløer er forbudt i Danmark.

BEVÆGELSE:
Kraftfuld og fri, virker utrættelig, med lange skridt. God rækkevidde i forparten og godt fraskub fra bagparten.

PELS:

HÅRLAG:
Rigelig, tyk, elastisk og tæt polar-pels. Samojedhunden har dobbelt pels med en kort, blød og tæt underuld og en længere, mere grov og lige dækpels. Om hals og skuldre danner pelsen - især hos hanner - en krave, der indrammer hovedet. På hovedet og på forsiden af forbenene er pelsen kort og glat. Udvendigt på ørene er den kort, udstående og glat. Ørernes inderside skal være godt behårede. Bag på lårene danner pelsen bukser. Der skal være et beskyttende hårlag mellem tæerne. Halen er beklædt med fyldig pels. Hos tæver er pelsen ofte kortere og af en mere blød struktur end hos hanner. Den korrekte pelskvalitet skal altid have et specielt glansfuldt skær.

FARVE:
Rent hvid, creme eller hvid med bisquit (grundfarven skal være hvid, med nogle få, bisquitfarvede aftegninger). Pelsen må aldrig virke lysebrun.

STØRRELSE:

Skulderhøjde:
Idealhøjde for hanner 57 cm +/- 3 cm.

Idealhøjde for tæver 53 cm +/- 3 cm.

FEJL:
Enhver afvigelse fra de foregående punkter, betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.

* Synlige bygningsfejl
* Let knoglebygning
* Mangelfuldt kønspræg
* Gule øjne
* Bløde ører
* Tangbid
* Tøndeformet brystkasse
* Hale med dobbelt krølle
* Lavstammet bygning
* Groft hjulbenet eller kohaset
* Bølget eller kort pels overalt; lang, blød eller hængende pels
* Reserveret temperament.

ALVORLIGE FEJL:
* Tydelige upigmenterede områder på øjenrande eller læber.

DISKVALIFICERENDE FEJL:
* Øjne blå eller af uens farve
* Overbid, underbid
* Ørerne ikke opretstående
* Pelsfarven afvigende fra den i standarden tilladte
* Sky eller aggressivt temperament.

BEMÆRK:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.

*******

Standarden udgivet af FCI den 17. november 1997.

Oversættelsen godkendt af DKKs Standard Komité marts 1998.